logo
  • dk
  • en
  • Udstillinger
  • Besøg
  • Kalender
  • Webshop
  • Besøg
    • Åbningstider og billetter
    • Oplevelser
    • Familier og børn
    • Gruppe- og skolebesøg
    • Lån en elcykel på Museum Jorn
    • Kontakt og find vej
  • Udstillinger
    • Aktuelle udstillinger
    • Kommende udstillinger
    • Tidligere udstillinger
  • Kalender
  • Samlinger
    • Museum Jorns samling
    • Virtuel omvisning
    • Om Asger Jorn
    • Om Per Kirkeby
    • Arkiver
  • Om museet
    • Vision
    • Historien
    • Organisation
    • Museumsforening Jorn
    • Forskning
    • Nyt museum
    • Presse
    • Støt museet
  • Business
    • Erhvervsklub
    • Møder og konferencer
    • Sponsorater
  • Café Cobra
  • Webshop
Åbningstider

Åbningstider 2023

Mandagkl. 10.00 — 17.00
Tirsdagkl. 10.00 — 17.00

Onsdagkl. 10.00 — 17.00
Torsdagkl. 10.00 — 17.00
Fredagkl. 10.00 — 17.00
Lørdagkl. 10.00 — 17.00
Søndagkl. 10.00 — 17.00

Søg

Tidligere udstillinger

2022

2021

2020

2019

2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

2010

Før 2010

2022

Eksskolen Per Kirkeby

Samlingspræsentation indtil 16.12.2022

EKS-SKOLEN

Udstillingen viser nogle af de mest markante værker fra Eks-skolens aktive periode (1961-1969) i kombination med senere værker af skolens repræsentanter. Oplev heriblandt Per Kirkeby, Richard Winther, Lene Adler Petersen med flere.
Museum Jorn

Samlingspræsentation indtil 28.8.2022

MODERNISMENS NORDISKE STEMNINGER

Museum Jorn råder over en større samling af symbolistisk og ekspressionistisk dansk kunst fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1930’erne. Asger Jorn var meget optaget af denne periode i kunsten, som dannede både historisk baggrund og indholdsmæssig inspiration til hans egen kunst.
Asger Jorns maleri, Stalingrad

Permanent samling indtil 16.12.2022

ASGER JORN & HIGHLIGHTS

Den danske maler, grafiker, keramiker og forfatter Asger Jorn (1914-1973) er en af Skandinaviens mest indflydelsesrige og internationalt anerkendte kunstnere. Udstillingen viser højdepunkterne fra museets Jorn-samling.
Museum Jorn

18.1.-18.4. 2022

DRY-WET-COMFORT

Det forskningsbaserede udstillingsprojekt sætter fokus på formidlingen af Asger Jorns (1914-1973) komplekse triolektik, en særlig model for æstetisk tænkning, som han udviklede i 1960’erne.

12.2.-15.5.2022

A.R. PENCK

I foråret 2022 viser Museum Jorn malerier, skulpturer, tegninger og grafiske værker af den internationalt anerkendte tyske kunstner Ralf Winkler (1939-2017), alias A.R. Penck. Udstillingen er den første omfattende retrospektive med Pencks facetrige kunst i Skandinavien. Præsentationen fordyber sig i en opfindsom og konceptuel billedverden, der er kendetegnet ved universalsproglige tegn og nærgående visuelle fortællinger.

8.4.-28.8.2022

I TRÅD MED JORN

Udstillingen ”I tråd med Jorn” viser i alt 10 af de gobeliner som Jorn og Wemaëre designede, diverse arkivalier og fotos, en karton til Jorns eneste selvproducerede gobelin samt Paola Faimalis historiske rammevæv med tilhørende motorspindel, der på forskellig vis illustrerer de mange processer, der tilhørte den omfattende kunstneriske produktion.

18.6.–4.9.2022

50 ASGER JORN NYERHVERVELSER

Museum Jorn huser den største samling af Asger Jorns kunst. En samling der kontinuerligt bliver udvidet. Nogle gange modtager museet værker i gave, andre gange bliver der rejst penge for at kunne købe dem. Udstillingen præsenterer de seneste til dels meget prominente nyerhvervelser og fortæller deres interessante historier.

18.6.–4.9.2022

MARKUS LÜPERTZ

Markus Lüpertz (f. 1941) er en af Tysklands mest indflydelsesrige kunstnere efter anden Verdenskrig. Hans malerier og skulpturer blev præsenteret på en stor retrospektiv udstilling på Museum Jorn i 2020. Som anerkendelse af museets engagerede formidling af hans kunst har Lüpertz efter udstillingen doneret over 50 vigtige værker til museets samling. Denne donation vises nu for første gang i sin helhed.

8.7.–4.9.2022

JØRN UTZON

Jørn Utzons første udkast til et nyt kunstmuseum i Silkeborg fra 1965 er verdensberømt. Nu viser Museum Jorn en udstilling med stjernearkitektens mindre kendte – men ikke nødvendigvis mindre spektakulære – andet projekt fra 1970 for en bygning til Asger Jorns internationale kunstsamling.

24.9.-16.12.2022

FRA BANKEN TIL BEUYS

Museum Jorn fortæller med denne udstilling historien om bankfuldmægtig, kunstsamler og gallerist John Hunovs Daner Galleriet, der i årene 1972-77 præsenterede hele 40 udstillinger med en række danske og internationale kunstnere, der senere hen viste sig at blive nogle af periodens mest toneangivende.

10.9.-17.11.2022

FLORIAN SLOTAWA

Fra 2000 til 2001 producerede Florian Slotawa i alt ni videoer, hvori han – i løb – prøver at afvikle sine besøg på forskellige kunstmuseer på rekordtid.

Den foruroligende ælling

DEN FORUROLIGENDE ÆLLING

I foråret blev Asger Jorns ikoniske og meget populære maleri ”Den foruroligende ælling” fra 1959 udsat for hærværk. Efter en effektiv førstehjælp på museet og flere måneders nænsom konservering er billedet nu klar til at blive vist for offentligheden igen.

18.11.-18.12.2022

JEANNETTE EHLERS

Under turneringsperioden for VM i fodbold 18.11.-18.12.2022 præsenterer Museum Jorn den danske kunstner Jeannette Ehlers' video Ghost Rider 1 fra 2000. Museum Jorn ønsker at lade kunsten bidrage med en udfordrende kommentar til aktuelle diskussion om Danmarks deltagelse i verdensmesterskabet i Qatar.

2021

Cobra - de kvindelige kunstnere

11.9.–12.12.2021

COBRA – de kvindelige kunstnere

Den internationale Cobra-bevægelse (1948-51) var baseret på åbenhed, lighed, samarbejde og fællesskab med et mål om at forene verden via kunsten efter Anden Verdenskrigs splittelse. Alligevel forekommer Cobra som en mandegruppe, hvis kønsmæssige sammensætning i årenes løb er blevet taget for givet. Dette sætter Museum Jorn nu fokus på.
Museum Jorn

21.4.–29.8.2021

MIRÓ & JORN

Sommeren 2021 præsenterer Museum Jorn en udstilling med den catalanske maler Joan Miró og Asger Jorn. Asger Jorn rejste i 1936 til Paris for at uddanne sig til kunstner. Blandt de største inspirationskilder var den internationalt anerkendte kunstner Joan Miró. Udstillingen realiseres i anledning af Silkeborgs 175-års jubilæum.
Ernest Mancoba

18.9.–14.11.2021

ERNEST MANCOBA

Ernest Mancoba (1904-2002) regnes for at være en af Sydafrikas første moderne avantgarde kunstnere, selvom han tilbragte størstedelen af sit liv i Europa. Udstillingen har til formål at gøre opmærksom på en af efterkrigsavantgardens og CoBrA-bevægelsens mest oversete skikkelser.
Museum Jorn

29.6.–15.7.2021

PER KIRKEBYS SCENETÆPPER TIL SVANESØEN

I sommeren 2020 viste vi to af de fem monumentale scenetæpper, som Per Kirkeby malede til balletten Svanesøen på Det Kgl. Teater i 1996. Nu har vi valgt at blænde op for 2. akt i sommeren 2021 – og viser her yderligere to scenetæpper, som ikke tidligere har været udstillet.

2020

Museum Jorn

21.01.-06.12.2020

Per Kirkeby rummet

Med oprettelsen af et særligt Per Kirkeby rum ønsker Museum Jorn at markere og anerkende kunstnerens personlige engagement og fremtrædende position i husets samling af eksperimenterende kunst.
Museum Jorn

21.01–13.12.2020

Per Kirkeby

Per Kirkeby (1938-2018) er en af danmarkshistoriens mest indflydelsesrige kunstnere. Han er kendt for sine abstrakte naturfortolkninger og sit engagement i Eks-skolen. De færreste kender dog Kirkebys tidligste malerier. Det vil Museum Jorn med denne udstilling råde bod på.
Museum Jorn

05.07–27.09.2020

Stephan Balkenhol

Den internationalt anerkendte tyske samtidskunstner Stephan Balkenhol (f. 1957) er en af sin generations mest betydningsfulde billedhuggere.
Museum Jorn

08.02–14.06.2020

Markus Lüpertz

Den internationalt indflydelsesrige maler Markus Lüpertz (f. 1941) repræsenterer en af de mest markante profiler inden for den tyske efterkrigsavantgarde. Med sit provokerende og ukonventionelle billedsprog har han været med til at redefinere den nyere tyske malerkunst.
Museum Jorn

01.09–13.12.2020

Hjardemål

I 1970 besatte 15 københavnske kunstnere, filmfolk og aktivister Hjardemål Kirke i Thy i en kunstnerisk og politisk aktion med kravet om adskillelse af kirke og stat. Med udstillingen ønsker Museum Jorn at undersøge og formidle besættelsen som en aktion, der sammensmelter kunst, sociale eksperimenter og politisk aktivisme.
Af den stumme myte. Opus 2. 1953

10.10–13.12.2020

Jorn rundt

I efteråret 2020 præsenterer Museum Jorn en række mindre kendte aspekter af Asger Jorns kunstneriske produktion. Blandt andet vises en serie overraskende og hidtil aldrig viste eksperimentelle malerier og marmorskulpturer fra de seneste år.

2019

Museum Jorn

15.09–08.12.2019

Art Strikes Back

Omdrejningspunktet er den kunstneriske strategi ”détournement”, som betyder forvrængning eller fordrejning. Asger Jorn kaldte sine détournementer for ”modifikationer”. Han så det som en måde, hvor han kunne modernisere malerier af andre kunstnere, ved at overmale billederne.
Museum Jorn

31.8.–1.12.2019

Jacqueline De Jong & The Situationist Times

Udstillingen tager udgangspunkt i et af 1960’ernes mest bemærkelsesværdige kunstnerdrevne tidsskrifter, The Situationist Times, som udkom i årene 1962-1967.
Museum Jorn

8.6.–1.9.2019

Erwin Wurm

I mere end to årtier har den østrigske aktions- og installationskunstner Erwin Wurm (født 1954) overrasket et bredt internationalt publikum med sine absurde og paradokse skulpturelle interventioner i det offentlige rum.
Museum Jorn

23.2.–26.5.2019

Jens Birkemose

Omdrejningspunktet er den kunstneriske strategi ”détournement”, som betyder forvrængning eller fordrejning. Asger Jorn kaldte sine détournementer for ”modifikationer”. Han så det som en måde, hvor han kunne modernisere malerier af andre kunstnere, ved at overmale billederne.

2018

Dirty Go Clay Band

10.02–15.04.2018

Jorns sidste måltid

De tre keramikere Louise Gaarmann, Lea Nielsen og Mette Maya Gregersen har dannet kunstnergruppen Dirty Go Clay Band og skabt et bemærkelsesværdigt kunstværk: Jorns sidste måltid.
Museum Jorn

10.02–10.06.2018

LER!

Med udstillingen LER! præsenterer Museum Jorn 8 internationalt anerkendte kunstnere, som alle arbejder eksperimenterende og nyskabende med leret som materiale. De anvender det rå ler i store installationer og fysisk krævende performances. De bygger enorme installationer med skulpturer i rå eller glaseret ler, og de giver publikum mulighed for selv at blive en del af projektet.
Museum Jorn

17.06–29.07.2018

Variationer: Per Kirekbys træsnit

Siden 1975 har kunstneren Per Kirkeby (1938-2018) løbende doneret mere end 3.000 af sine egne grafiske værker til Museum Jorn - heriblandt en næsten komplet serie af alle sine træsnit.
Museum Jorn

18.08–21.10.2018

HELT PRIVAT – Asger Jorns smykker

Museum Jorn præsenterer udstillingen "HELT PRIVAT - Asger Jorns smykker", der viser en hidtil overset side af Asger Jorn med over 25 helt særlige smykker, som han lavede til kvinderne i sit liv.
Museum Jorn

26.04–09.12.2018

52 nyopdagede værker af Jorn

Med denne udstilling kan Museum Jorn præsentere 52 nyopdagede linoleumssnit af Asger Jorn (1914-73). Det er billeder fra ca. 1933-39, herunder illustrationer, familieportrætter, politiske satirer og en abstrakt komposition.
Museum Jorn

31.08–09.12.2018

Per Kirkeby

I efteråret 2018 ville Danmarks internationalt mest indflydelsesrige kunstner, Per Kirkeby, være fyldt 80 år. Museum Jorn markerer årsdagen med en stor retrospektiv udstilling, der er dedikeret til kunstnerens arbejde med murstensskulpturer og projekter af arkitektonisk karakter gennem mere end 50 år.

2017

Museum Jorn

11.02–28.08.2017

Kirkeby i Jorn

Udstillingen sammenstiller et lille udvalg af grafiske arbejder af Per Kirkeby (f. 1938) og Asger Jorn (1914-1973), der anses for at være to af Danmarks mest betydelige kunstnere. Sammenstillingen er iscenesat som en mørk hule, hvis udsmykning kan udforskes ved hjælp af lommelygter.
Museum Jorn

24.06–03.09.2017

Andreas Slominski

Den tyske koncept- og objektkunstner Andreas Slominski (f. 1959) er kendt for sine humoristiske afprøvninger af kunstverdenens umuligheder. Inspireret af den satiriske Dada bevægelse og Marcel Duchamps berømte Ready-mades, der efterspørger de kunstneriske kvaliteter af industrielt fremstillede objekter, skaber Slominski sit helt eget kunstunivers.
Museum Jorn

24.06–03.09.2017

Jorn og Japan

Asger Jorn var optaget af japansk kunst gennem flere årtier. Allerede i 1940’erne viste han interesse for fjernøstlig kunst og de poetiske kalligrafiske skrifttegn, der sammenblander tekstens abstrakte symbolik med billedets mangfoldige visuelle udtryksmuligheder
Museum Jorn

23.09–10.12.2017

Cindy Sherman

I efteråret 2017 bliver det muligt at opleve værker af den verdensanerkendte, amerikanske fotokunstner Cindy Sherman (f. 1954), når Museum Jorn præsenterer en retrospektiv udstilling med 65 fotografier, udlånt af Sammlung Olbricht i Berlin.
Museum Jorn

19.10–01.11.2017

Pierre Alechinsky

I oktober 2017 fylder Pierre Alechinsky 90 år. I denne anledning præsenterer Museum Jorn nogle af hans mest markante værker fra samlingen.

2016

Museum Jorn

13.02–29.05.2016

I begyndelsen var billedet

Canica Kunstsamling er en af Norges største private kunstsamlinger. Den er kendetegnet ved værker af meget høj kvalitet og kunsthistorisk betydning, som ganske fint supplerer såvel norske som udenlandske museers samlinger. I løbet af 1980’erne og 1990’erne udsmykkede Stein Erik Hagen sit private hjem med billedkunst, dengang fortrinsvis norsk maleri fra perioden før 1900.
Museum Jorn

19.03–19.06.2016

Co Hultén

I 2016 er det 100 år siden, den svenske Cobra-maler CO Hultén blev født. Han blev 98 år gammel, og et af hans sidste ønsker var at få lov til at udstille på Museum Jorn. Som medlem af Cobra-gruppen arbejdede Hultén i et frit og spontant udtryk. Han eksperimenterede med materialevalget og var inspireret af bl.a. Paul Klee og af afrikansk kunst.
Museum Jorn

10.06–31.07.2016

Store formater

Hen over sommeren 2016 kunne man opleve museets allerstørste kunstværker. Hele museets vestfløj viste de største formater fra museets samling - deriblandt værker fra magasinerne, som sjældent finder plads i museets udstillingssale.
Museum Jorn

13.02–29.05.2016

Georg Baselitz

Udstillingen fokuserede især på kunstnerens seneste eksperimenter med maleriet, og den viste en del monumentale billeder, som aldrig før er præsenteret for offentligheden, bl.a værket Niemandsland som reflekterer over Asger Jorns kendte hovedværk Stalingrad – stedet som ikke er. Ved siden af malerierne fra perioden 1986 til i dag viste udstillingen også et lille udvalg af nye skulpturer.
Museum Jorn

08.07–23.10.2016

PER KIRKEBYS TRÆSNIT

Siden 1975 har kunstneren Per Kirkeby (1938-2018) løbende doneret mere end 3.000 af sine egne grafiske værker til Museum Jorn - heriblandt en næsten komplet serie af alle sine træsnit.

2015

Museum Jorn

31.01–25.05.2015

Per Kirkeby komplet

Med udstillingen PER KIRKEBY KOMPLET på Museum Jorn rykkede Per Kirkebys (1938) grafik endelig i rampelyset. Udstillingen viste ikke mindre end 1.200 raderinger, som han siden 1975 løbende har doneret til museet. Samlingen, som er den største i verden af sin slags, er aldrig før blevet præsenteret i sin helhed.
Museum Jorn

17.02–25.07.2015

Asger Jorn koncentrat

Udstillingen viste Asger Jorns kunstneriske udvikling i koncentreret form. Herunder værker fra de tidlige ungdomsår i Silkeborg og Paris samt de store hovedværker Stalingrad og Den lange rejse.
Museum Jorn

19.06–13.12.2015

Materialer – motiver – meninger

Siden 1950’erne samlede Asger Jorn (1914-1973) på international samtidskunst. Samlingen dokumenterer Jorns mange møder med inspirerende og udfordrende kunstnere fra hele verden. Han kaldte den selv for ”minder fra min tid”, men Jorn-samlingen er dog meget mere end bare et museum over personlige erindringer. Den giver indblik i Asger Jorns mangfoldige idéunivers og de talrige facetter af hans egen kunst.
Museum Jorn

12.09–13.12.2015

What moves us?

Museum Jorn markerede 50-året for den franske arkitekt Le Corbusiers død med denne udstilling. Med udstillingen ønskede museet at vise de egentlige bevæggrunde bag Le Corbusier og Asger Jorns arbejde, hvordan de formåede at bevæge deres publikum, og hvordan det stadig lykkes dem at røre vores tanker og følelser i dag.

2014

Museum Jorn

10.01–02.03.2014

Asger Jorn

Publikum kunne opleve nogle af Asger Jorns allerbedste grafiske arbejder, som i årets første måneder var udstillet i tegningsgalleriet i museets underetage. Udstillingen gav en indføring i Jorns teknikker og eksperimenterende arbejdsmetoder og sammenlignede de mange forskellige udtryk fra bl.a. linoleumssnit, litografi, radering og træsnit.
Museum Jorn

01.03–14.09.2014

EXPO JORN

Museum Jorn inviterer til fest i anledning af Asger Jorns 100-års fødselsdag. Mere end 80 forskellige kunstnere som inspirerede Jorn deltager med over 400 værker i den største og mest ambitiøse udstilling i museets historie.
Museum Jorn

04.10–07.12.2014

Min Jorn

Rigtig mange danskere kender en god historie om Asger Jorn, og hans billeder hænger rundt omkring i private hjem over hele landet. Her er de ofte til stor glæde for deres ejere, mens de kun sjældent vises frem for offentligheden. Derfor havde Museum Jorn i anledning af Jorns 100 års fødselsdag inviteret 30 privatsamlere til at udstille deres favorit-værk af Jorn og samtidig fortælle, hvilken betydning netop det værk har for dem.
Museum Jorn

27.06–02.11.2014

Dr. Jorns institut for kunstneriske forstyrrelser

Dr. Jorns institut bød alle børn og voksne indenfor til oplevelser og eksperimenter, der åbner for Museum Jorns unikke skatkamre i form af Asger Jorns kunstsamling, hans private bibliotek, brevarkivet og museets samling af manuskripter og kunstnerbøger. Museets arkiver flyttede ud i udstillingen - og medarbejderne flyttede med!

2013

Museum Jorn

02.03–20.05.2013

Cobra – Mit liv

Museum Jorn viste i foråret 2013 en af verdens største private Cobra-samlinger. Samlingen tilhører erhvervsmanden, mæcenen og kunstelskeren Jens Olesen. Udstillingen er den første store Cobra-udstilling i museets historie, og består af i alt 156 Cobra-værker, hvoraf 17 værker aldrig tidligere er blevet udstillet i Danmark.
Museum Jorn

10.01–02.06.2013

Jean Dubuffet

Optaget af det store i det små, af detaljer i materien og i naturens stoflighed, inviterer Dubuffet også i dag til fordybelse og nærvær. Hans grafiske værker kredser i deres nærstudier af ubetydeligheder om hverdagens stille poesi.
Museum Jorn

02.03–20.05.2013

Karel Appel

Den hollandske kunstner Karel Appel (1921-2006) er først og fremmest kendt som et af de centrale Cobra-medlemmer. Han blev født i Amsterdam, hvor han studerede ved kunstakademiet i perioden 1942-1944, og allerede i studietiden blev han venner med Corneille. Denne udstilling fokuserer på tiden efter Cobra, hvor Appel var på højdepunktet af sin kunstneriske karriere.
Museum Jorn

16.06–15.09.2013

Svend-Allan Sørensen

Udstillingen viste den danske billedkunstner Svend-Allan Sørensens grafiske produktion som den udfoldede og udviklede sig i daværende øjeblik – hvilket den gjorde med rivende hast!
Museum Jorn

28.09–08.12.2013

Erik Gamdrup Jensen

Museum Jorn præsenterede maler, tegner, lyriker, kogebogsforfatter og musiker, Erik Gamdrup Jensen (f. 1953), med en udstilling, der slyngede sig mellem det skrevne ord og de malede fortællinger. Udstillingen berørte nogle af de mest centrale temaer i Gamdrups virke: kvinden, naturen og gastronomien.
Museum Jorn

07.09–08.12.2013

Jorn <<< Picasso

Asger Jorn opsøgte Pablo Picasso i 1946 i Antibes ved den franske riviera. Efter at have krydset et sønderbombet Europa, lykkedes det Jorn at sætte et møde op med sit store forbillede og inspirationskilde. Mødet markerer en milepæl for Jorn, og inspirationen kan direkte aflæses i Jorns værker i tiden efter. Udstillingen viste Picassos indflydelse på Jorns kunst generelt.

2012

Museum Jorn

14.01–18.03.2012

Vilhelm Bjerke Petersen

Museum Jorn viste et udvalg af arbejder på papir af den danske surrealist Vilhelm Bjerke Petersen (1909-1957). Vilhelm Bjerke Petersen blev født på Frederiksberg i 1909.
Museum Jorn

29.06–19.08.2012

Pierre Alechinsky

Mens publikum hver dag kan opleve Alechinskys mesterværk, det 3 x 9 meter store keramiske relief Penslens tanker ved indgangen til Museum Jorn, befinder størstedelen af de øvrige 369 værker af den belgiske kunstner sig normalt i museets arkiver. Derfor er det med stor fornøjelse, at Museum Jorn denne sommer kan præsentere en meget omfattende visning af grafik og maleri.
Museum Jorn

03.03–05.06.2012

Jorn <<< Ensors

Gennem en sammenstilling af Jorn og Ensors (1860-1949) malerier og grafiske arbejder giver Museum Jorns forårsudstilling et enestående indblik i nogle væsentlige forudsætninger for udviklingen af Jorns kreative proces og mangfoldige kunstneriske udtryk.
Museum Jorn

31.03–26.08.2012

Jens Birkemose

Gennem hele Jens Birkemoses 40-årige kunstneriske karriere har det erotiske løbet som en konstant og nærværende understrøm. Det anes i hans malerier og er et tema i tegninger, bøger, collager og grafik. Mindre kendt er det, at Birkemose sideløbende hermed har taget op imod 30.000 fotografier, hvoraf en stor del beskæftiger sig med det pornografiske.
Museum Jorn

29.09–02.12.2012

Jacques Calonne

Jacques Calonne (f. 1930) er en belgisk kunstner, komponist, logografist og forfatter. I 1944-46 studerede han musik på konservatorierne i Mons og Bruxelles, hvor han mødte komponisten André Souris, som introducerede ham til den surrealistiske bevægelse. Museum Jorn har til denne efterårsudstilling i museets tegningsgalleri lånt 57 værker direkte fra kunstneres hjem.
Museum Jorn

09.09.2012–03.02.2013

Henrik Vibskov

Museum Jorn har inviteret den innovative modedesigner Henrik Vibskov til at installere museets samlinger. Med spektakulære scenografier og avantgardistiske installationer leverer Henrik Vibskov gang på gang stemningsfyldte totaloplevelser, som udspiller sig i grænselandet mellem kunst, design og musik.

2011

Museum Jorn

23.01–05.06.2011

Jorn & Wemaëre

Jorn og Wemaëres billedtæpper vises for første gang samlet i Danmark på Museum Jorn i Silkeborg. Det tager dage, uger og måneder. Alligevel formår Asger Jorn og hans gode ven, den franske kunstner Pierre Wemaëre at få både spontanitet og liv vævet med ind i hver eneste tråd i deres fælles billedtæpper.
Museum Jorn

23.01–22.05.2011

Pierre Alechinsky

Den belgiske kunstner Pierre Alechinsky (f. 1927) tager i sin serie Flora Danica udgangspunkt i det kobberstukne bogværk af samme navn. Det store, botaniske værk på 51 bind + 3 supplementshæfter udkom i årene 1761-1883. På de i alt 3240 tavler, og i størrelsesforholdet 1:1, blev alle de planter gengivet, som forekom vildtvoksende i det danske kongerige.
Museum Jorn

04.09–04.12.2011

Hvad skovsøen gemte

Af to omgange, i 1959 og 1962, udførte Asger Jorn (1914-1973) en række eksperimenter. De handlede om traditioner, om billeders cirkulation og deres evner til at indgå i nye sammenhænge. På loppemarkeder i Paris udvalgte han ældre malerier, som han udsatte for det, han kaldte 'modificeringer'. Farvemonstre og graffiti-lignende strøg blev malet direkte på lærrederne, så loppemarkedsbilledernes idylliske motiver fik nye, overrumplende udtryk.
Museum Jorn

23.06–04.12.2011

Sonja Ferlov Mancoba

Sonja Ferlov Mancoba (1911-84) hører til blandt de væsentligste danske billedhuggere i det 20. århundrede. Hun tog del i de surrealistiske og spontan-abstrakte strømninger omkring kunstnergrupperne linien og Cobra men udviklede sit helt eget, karakteristiske billedsprog, inspireret af bl.a. afrikansk og mexicansk maskekunst.
Museum Jorn

18.09–04.12.2011

Hans Bellmer

Museum Jorn ser frem til at præsentere en række af Bellmers tryk og et mindre antal tegninger fra Victor Arwas' samling i en særudstilling i museets underetage.

2010

Museum Jorn

04.03–23.05.2010

Richard Winther

Fotografiet havde en helt særlig placering i Richard Winthers kunstneriske virke, og da Museum Jorn slog dørene op efter navneskiftet og ombygningen, var det med en særudstilling af netop den eksperimenterende kunstners fotografier. Udstillingen omfattede 480 af Richard Winthers fotografier fra 1940'erne og helt frem til slutningen af 1980'erne.
Museum Jorn

04.03–30.05.2010

Asger Jorn

Den berømte udstilling fra Centre Pompidou kom hjem igen. I museets nyindrettede tegningsgalleri i kælderen viste vi, som den første udstilling, Asger Jorns tegninger, som året forinden var udlånt til Centre Pompidou i Paris.
Museum Jorn

05.06–15.08.2010

Egill Jacobsen

Sommeren 2010 ville Egill Jacobsen være fyldt 100 år. Det er en udmærket lejlighed til at vise de mange tegninger fra Egill og Evelyn Jacobsens Fond, som vi opbevarer på Museum Jorn, og som sidst blev vist samlet i 2003 - 2004 på museets meget store udstilling af Egill Jacobsens malerier og tegninger i fondens eje.
Museum Jorn

12.06–15.08.2010

Jorns donation

Da museum Jorn åbnede efter renoveringen i marts, fik samlingen af Asger Jorns malerier, keramik og skulptur rigtig meget plads og luft. Det betød, at man kun kunne se en lille del af de mange kunstværker af andre kunstnere, som også er en del af Asger Jorns samlinger. Det råder vi bod på nu, ved, sommeren over, at brede Jorns samlinger ud over det meste af museet.
Museum Jorn

28.08–24.10.2010

Fluidum

Livgivende, hemmelighedsfuldt og dødsensfarligt. Vandet som metafor for sindets tilstande er et tilbagevendende tema i kunsten. Især de surrealistiske kunstnere var optagede af det underbevidstes uhåndgribelige billedstrømme, og udstillingen Fluidum satte symbolistiske og surrealistiske værker i uvante rammer. Værkerne var alle fra Museum Jorns egen samling. De i alt 25 malerier strakte sig tidsmæssigt fra 1894 til 1948 og pegede overordnet på forskellige måder, hvorpå blikket ”vendes indad” i kunsten.
Museum Jorn

06.11–05.12.2010

Borgens samling

Forlæggerparret Jytte og Jarl Borgen har gennem deres liv været flittige kunstsamlere. En del af deres store samling blev i foråret deponeret på Museum Jorn, og dette har udmøntet sig i udstillingen arbejder på papir i tegningsgalleriet.
Museum Jorn

05.09–05.12.2010

EKS-skolen

Poul Gernes, Per Kirkeby, John Davidsen, Peter Louis-Jensen og Bjørn Nørgaard er i dag kendte navne på den danske og den internationale kunstscene, og skønt deres karrierer har formet sig ganske forskelligt, har de udgangspunktet for deres kunstneriske arbejde til fælles. De var alle en del af Den eksperimenterende kunstskole i København i 1960’erne.

Før 2010

Kontakt museet for mere information.

Kontakt

Museum Jorn
Gudenåvej 7-9
DK-8600 Silkeborg
+45 8682 5388
info@museumjorn.dk

 

Find vej
Tilmeld nyhedsbrev
  • Presserum
  • Medarbejdere
  • Sponsorater
  • Støt Museum Jorn
  • Museumsforening Jorn

Åbningstider 2023

Mandagkl. 10.00 — 17.00
Tirsdagkl. 10.00 — 17.00

Onsdagkl. 10.00 — 17.00
Torsdagkl. 10.00 — 17.00
Fredagkl. 10.00 — 17.00
Lørdagkl. 10.00 — 17.00
Søndagkl. 10.00 — 17.00

  • Udstillinger
  • Kalender
  • Guidet tur
  • Workshops
  • Åbent værksted
  • Café Cobra
  • Webshop

© Museum Jorn

  • Cookiepolitik – Læs her

Website af Superego