
24.06–03.09.2017
24.06–03.09.2017
Asger Jorn var optaget af japansk kunst gennem flere årtier. Allerede i 1940’erne viste han interesse for fjernøstlig kunst og de poetiske kalligrafiske skrifttegn, der sammenblander tekstens abstrakte symbolik med billedets mangfoldige visuelle udtryksmuligheder. Sammen med andre kunstnere – især med hans venner fra Cobra-gruppen, der boede i Paris – afprøvede Jorn i 1950’erne selv at tegne med ord og forbinde skrift og billede. I 1960’erne erhvervede han gamle japanske farvetræsnit, som i samme grad som en rejse til Japan i 1970 påvirkede hans senere grafiske produktion.
Udstillingen iscenesætter Jorns forhold til Japan gennem kunst fra samlingen. Ved siden af gamle japanske farvetræsnit og traditionelle drager vises værker af bl.a. Pierre Alechinsky, Mogens Balle, Christian Dotremont, Antonio Saura, Yasse Tabuchi, Shiryu Morita, Henri Michaux og Asger Jorn.
FOKUS PÅ DANSK-JAPANSK KULTURSAMARBEJDE I 2017
De kulturelle stærke bånd mellem Danmark og Japan forstærkes i 2017 med en særlig kulturindsats, der involverer toneangivende kulturaktører i begge lande. Det sker i forbindelse med fejringen af 150 året for de diplomatiske forbindelser, der strækker sig fra januar 2017 til december 2017. Fejringen har H.K.H. Kronprinsen som dansk protektor. I løbet af 12 måneder vil danske og japanske kunstnere og kulturinstitutioner præsentere et massivt og ambitiøst kulturprogram i både Danmark og Japan. Satsningen udmønter sig bl.a. i udstillinger, koncerter, animations- og filmfestivaler, symposier, scenekunst og teater samt et stort fokus på arkitektur kunsthåndværk og design.