Museum Jorn tilbyder familier og børn kreative og lærerige aktiviteter og workshops, der appellerer til alle sanser
Museum Jorn har særligt fokus på børnefamilier, og alle aktiviteter er tilrettelagt, så børn og voksne i fællesskab kan opleve kunsten på en aktiv måde. Med inspiration fra Asger Jorns idéer om fantasi, fællesskab og kreativitet tilbyder vi en lang række aktiviteter, som giver mulighed for timers underholdning og kreative udfordringer. Målet er, at børn og voksne kan fordybe sig og skabe noget sammen.
Et spændende og fabulerende møde med kunsten
Hver søndag i lige uger inviterer vi familier med børn i alderen 3-7 år til Aganaksnak med en af museets formidlere.
Tag med på en spændende rejse ind i kunsten og fortællingernes verden. Vi går på opdagelse blandt museets værker og finder et værk, som vi sammen skaber en spændende historie ud fra.
Arrangementet starter kl. 14 og varer ca. 30 minutter.
Museum Jorn på Hjul
Formålet med Museum Jorn på Hjul er at præsentere kultur- og formidlingsaktiviteter til familier, unge og voksne, dér, hvor de bor, går i skole eller arbejder.
Kontakt os gerne og hør nærmere om vores tilbud til jer, der ønsker et besøg af Museum Jorn på Hjul. Vi har gode erfaringer og ideer, men går altid i dialog og skræddersyr tilbuddet til jer.
Bogen ”100 Jorn-eksperimenter vi kan lave derhjemme ved køkkenbordet” indeholder 100 sjove kunst-eksperimenter, hvor fokus er på proces, sanselighed, historiefortælling og den gode samtale. Med fantasi og helt enkle midler kan vi styrke livsglæde og fællesskab på en sjov måde. Alle kan være med!
Vidste du, at du kan cykle ud i kunsten og naturen fra Museum Jorn?
“Op på cyklen – ud i kunsten og naturen” er et tværfagligt samarbejdsprojekt mellem Museum Jorn og AQUA Akvarium & Dyrepark, som ved hjælp af en guidebog og afmærkede ruter, med afgang fra de to institutioner, leder gæsterne ud på tur med forskellige kunst- og naturstop undervejs.
Den sekskantede fodboldbane uden for Museum Jorn bruges til at spille det triolektiske fodboldspil, som Asger Jorn opfandt i begyndelsen af 1960’erne. Her handler det om at forsvare sig og indgå alliancer – ikke om at angribe.
Det er gratis at spille! Hvis der ikke ligger flere bolde ved banen, kan man få udleveret nye ved museets reception i åbningstiden. Man er altid velkommen til at bruge banen – også udenfor museets faste åbningstider.
Treholdsfodbolden viser Asger Jorns idéer om en ikke voldelig udvikling i verden. Under den kolde krig ønskede Jorn at indføre en ”tredje kraft”, der kunne ophæve konfrontationen mellem øst og vest. Han sammenlignede idéen med fodbold: To hold, der spiller mod hinanden, spiller aggressivt, men sætter man et tredje hold på banen, opstår der en skiftende balance, som fremmer evnen til hele tiden at tænke nyt og orientere sig i samarbejder. Helt grundlæggende så han verdens og kulturens udvikling i lyset af disse tanker.
• Man spiller tre hold ad gangen med én bold.
• Det hold, som har bolden, spiller mod de andre.
• Antal spillere: 1-3 spiller på hvert hold.
• Varighed: 3 perioder, hvor hver periode varer 8 minutter
• Vinder: Det hold, som lukker færrest mål ind (dvs. med laveste scorer imod sig)
• Ud over rødt og gult kan gives et blåt: 2 minutters udvisning
I samarbejde med kunstnerduoen En hemmelig klub har museet skabt en kreativ ekspeditionsbog til børn, der inviterer til at udforske kunsten i museets faste samling og se verden med andre øjne. Ekspeditionsbogen henvender sig til børn i alderen 5-10 år og udleveres gratis til alle børn ved besøg på museet. Bogen er i 2020 udkommet i en opdateret version.
Man er velkommen til at have sin egen barnevogn/klapvogn med rundt i museets permanente udstilling. Museet har en også en klapvogn man kan låne til brug for museets gæster. Ved særudstillinger kan der være særlige restriktioner for klapvogne. Kontakt receptionen på 8682 5388 for nærmere info om en bestemt udstilling.
Findes i museets underetage i forbindelse med toiletterne.
Kan købes i caféen, men har man brug for at give et mindre barn noget medbragt at spise eller drikke, er dette selvfølgelig helt i orden.
Rygsække, tasker og paraplyer må ikke medtages i udstillingsområderne. Det er muligt at opbevare disse i gaderoben hvor der også findes aflåste skabe.
Besøgende med handicap kan få en ledsager med gratis.
Man kan færdes med kørestole i hele udstillingsområdet
Kørestole kan lånes på museet. Forudbestilling tilrådes.