
18.09–04.12.2011
Hans Bellmer
Begærets anatomi
18.09–04.12.2011
Begærets anatomi
Museum Jorn ser frem til at præsentere en række af Bellmers tryk og et mindre antal tegninger fra Victor Arwas' samling i en særudstilling i museets underetage
Hans Bellmer (1902-75) er en af de væsentligste og samtidig mindst kendte tyske surrealister. Hans tegninger og fotografier af muterede kvindekroppe er på én gang fascinerende og foruroligende i deres intime udforskning af begærets anatomi.
Som et oprør mod det nazistiske regime påbegyndte Hans Bellmer i 1930’erne et større projekt, der skulle udfordre den tyske stats idealistiske kropskult: Han konstruerede en dukke i menneskestørrelse, hvor de enkelte kropsdele kunne drejes og bøjes og frembringe hidtil ukendte og unaturlige varianter af den menneskelige krops anatomi. Dette var startskuddet for Bellmers livslange produktion af teatralske og sadistiske scenarier, der sætter kroppen, begæret og mutationen i centrum.
Bellmer er først og fremmest kendt for sine ansigtsløse dukkekroppe, surrealistiske fotografier og for sine tegninger, der – udført med stor teknisk finesse – blander mandlige og kvindelige former, hvorudfra ambivalente, flydende organismer, opstår.
I 1938 blev Bellmers kunst erklæret degenereret af nazisterne, og han flygtede til Paris, hvor hans surrealistiske, seksualiserede og ofte groteske fotografi blev modtaget med glæde blandt de franske surrealister omkring André Breton. Bellmer boede resten af sit liv i Paris, hvor han fokuserede sin kunstneriske produktion på tegninger, ætsninger og fotografier med et stærkt erotisk indhold.