18.6.-17.9.2023
POUL PEDERSEN
Stilhedens Alfabet
18.6.-17.9.2023
Stilhedens Alfabet
"Jeg har lavet alfabeter altid, men det allersidste alfabet er stilhedens. Det er det, jeg er på vej hen til."
Den danske kunstner Poul Pedersen (f. 1933) sætter atter linjen i bevægelse og skaber en udstilling, hvor den besøgende spiller en afgørende rolle for det samlede værks tilblivelse. Pedersens alfabeter er hverken udenadslære eller tyste. De former i stedet en omfavnende oplevelse af umuligheder; en happening med titlen ‘Med sin skarpe hjerne fandt den farveblinde straks ud af den grønne manglede’ der tager tråden op fra Pedersens debut ‘Happy-End’ fra 1966, og en ‘Opera uden lyd’ akkompagneret af et alfabet eller tre – både med og uden bogstaver.
Poul Pedersen 90 år
Poul ’Bogstavmaler’ Pedersen har gennem sin kunstneriske karriere arbejdet i spændingsfeltet mellem håndværk og kunst, hvor poesien og kunsten går hånd i hånd med humor og leg. Stilhedens Alfabet skabes i tæt samarbejde med kunstneren og åbner samme dag som Pedersens fylder 90 år.
I udstillingen Stilhedens Alfabet vil Museum Jorn danne ramme om den første samlede museale præsentation af Pedersens signifikante arbejde, og både invitere ind til et udvalg af kunstnerens mest afholdte værker samt vise et nyt værk produceret til udstillingen. I forbindelse med udstillingen vil Pedersen skabe en happening, der skal trække tråde til ’Happy-End’ og bringe mindelser om starten på hans karriere for snart 60 år siden. Happeningen dedikeres den danske samtidskunstner Anders Bonnesen (f. 1976). I totalinstallationen ’Opera uden lyd’ inviteres gæsterne til at danne deres egen fortælling under overskriften Formen og farven. Hvordan man opfører sin opera – stille eller i samtale med en tilfældig tilskuer som sidemand – er op til den enkelte, det vigtigste er, at man i værket oplever kunsten som et fællesskab.
Pedersen og Silkeborg
I kraft af Poul Pedersens nære tilknytning til Museum Jorn, og hans bemærkelsesværdigt store viden om både Asger Jorn og museets øvrige samling, har det længe været et stort ønske at præsentere en aktuel særudstilling. Pedersen har i en menneskealder været en stor kunsthistorisk ressource for museet, både som arbejdende kunstner i museets gæstehus, men også som generøs formidler af øjenvidne beretninger fra et langt liv, senest under museets udstilling af Ernest Mancobas værker i 2021, og året efter om samarbejdet med John Hunov i forbindelse med Daner Galleriet i udstillingen Fra banken til Beuys i 2022.
Om Stilhedens Alfabet
Der udgives i forbindelse med udstillingen et katalog på Museum Jorns forlag, der tilbyder nye perspektiver på Poul Pedersens kunstneriske virke. Publikationen vil indeholde en grundig og rigt illustreret introduktion, et essay og et digt af forfatter Peter Laugesen (f. 1942). Bogens layout skabes af den Aarhusbaserende kunstner Lasse Krog Møller.
Louisiana Channel producerer i anledning af udstillingen et omfangsrigt portræt af 25 min. varighed, der filmes i kunstnerens hjem i Paris i april 2023. Dette kan ses herunder og kan således bruges som optakt og afrunding på et besøg i udstillingen.
Udstillingen og det tilhørerende katalog er generøst støttet af:
Ny Carlsbergfondet
Statens Kunstfond
Grosserer L. F. Foghts Fond
Hoffmann og Husmans Fond
Ege Fonden, Vibeke og Mads Eg Damgaards Fond
Dansk Tennis Fond
Foto: Philip Peng Rosenthal