
03.03–05.06.2012
03.03–05.06.2012
I et brev til sin franske kunstnerkollega, Pierre Alechinsky, skriver Asger Jorn i 1950: »Jeg vil på det kraftigste opfordre jer til at bringe en stor artikel [i Cobra-tidsskriftet] om den fantastiske side af James Ensors værk. Det er en meget vigtig maler i verdenskunsten, og han er alt for lidt kendt.«
Artiklen blev aldrig lavet, men den ‘fantastiske side’ af den belgiske maler James Ensors (1860-1949) kunstneriske udtryk vedblev at være en central inspirationskilde for Jorn. Gennem en sammenstilling af Jorn og Ensors malerier og grafiske arbejder giver Museum Jorns forårsudstilling et enestående indblik i nogle væsentlige forudsætninger for udviklingen af Jorns kreative proces og mangfoldige kunstneriske udtryk.
James Ensor levede det meste af sit liv i fødebyen Oostende, der ligger ud til kysten i den flamske del af Belgien. Han boede og arbejdede i det hus, hvor familien havde en souvenirbutik hvorfra de bl.a. solgte masker til Oostendes populære karneval. Med udgangspunkt i det liv, der udspillede sig her, skabte han sine udtryksfulde, ofte på én gang groteske og poetiske billeder. Motiverne er blandt andet masker, skeletter og selvportrætter, som Ensor allerede i 1880’erne fortolker i et formsprog, der gør ham til en forløber for såvel surrealismen som ekspressionismen i det 20. århundrede.
Jorn får kendskab til Ensors billeder gennem den tyske kunstsamler Herbert von Garvens-Garvensburg, der i 1930-40’erne opholder sig i Danmark og forærer Jorn en bog om kunstneren i 1943. Jorn var resten af sit liv optaget af Ensors kunst og indsamlede selv et lille udvalg af mesterens grafiske arbejder til museet i Silkeborg.
Jorn og Ensor hører umiddelbart til i to forskellige perioder af kunstens historie. I Jorns værker findes ikke desto mindre en række motiviske og formmæssige referencer til Ensor, lige som man kan spore en lighed i de to kunstneres maleriske sensibilitet og udtryk. Det groteske, ironiske, flertydige og fantastiske binder således Jorn og Ensor sammen på tværs af generationer.
Ensors værker har de seneste år været genstand for store udstillinger på bl.a. Museum of Modern Art i New York og Musée d’Orsay i Paris, men har ikke været vist i en samlet præsentation i Danmark siden 1937.
Museum Jorn har til udstillingen fået muligheden for at låne en række centrale værker af James Ensor fra belgiske museer og private samlere. Udstillingen vil i alt omfatte ca. 40 malerier og 70 tegninger og grafiske værker. Hertil kommer en række skulpturer af Jorn samt fotos, arkivalier – og en række masker fra Ensor-museet i Oostende.
Til udstillingen udgives et 200 siders katalog med illustreret værkfortegnelse og tekst på dansk og engelsk. Den belgiske Ensor-ekspert, Xavier Tricot, bidrager med en tekst om Ensor og maskens betydning i hans univers. Museumsinspektør ved Statens Museum for Kunst, ph.d. Henrik Holm, skriver om sammenhænge og forskelle mellem Jorn og Ensor og direktør for Bornholms Kunstmuseum, Lars Kærulf Møller, har forsket i kunstsamleren Herbert von Garvens-Garvensburgs rolle i Jorn-Ensor forbindelsen.
UDSTILLINGEN ER STØTTET AF:
15. Juni Fonden
Nordea-fonden
Det Obelske Familiefond
Fredericia Furniture