
23.09–10.12.2017
23.09–10.12.2017
I efteråret 2017 bliver det muligt at opleve værker af den verdensanerkendte, amerikanske fotokunstner Cindy Sherman (f. 1954), når Museum Jorn præsenterer en retrospektiv udstilling med 65 fotografier, udlånt af Sammlung Olbricht i Berlin.
Cindy Sherman er en af vor tids mest indflydelsesrige kunstnere, der med sine chokerende, selvudleverende og nyskabende portrætter har fået en afgørende betydning for fotografiets rolle i kunsthistorien, foruden at have forårsaget utallige diskussioner af vestens kvindefremstillinger i 1950’erne og frem til i dag.
Sherman er kendt for sine tydeligt konstruerede opstillinger af karakterer i afvigende situationer, hvor hun udelukkende benytter sig selv som model. Hun har vakt megen opmærksomhed i sin brug af kunstige remedier i sine fotografier, med scenarier der henter inspiration fra både pornoindustrien såvel som renæssancens portrætmalerier. I sit arbejde med forskellige identiteter, iklæder Sherman sig kostumer, masker og plastik-legemsdele som hun bruger i performative undersøgelser, alene, i selskab med sit kamera.
Hun har været præsenteret på blandt andre Laforet Museum, Tokyo i 1984, Tel Aviv Museum of Art i 1993, The Museum of Modern Art i New York i 1997, Jeu de Paume i Paris i 2006 og har desuden kurateret udstillinger på blandt andre Venedig Biennalen i 2013.