
23.01–05.06.2011
Jorn & Wemaëre
Billedvævninger
23.01–05.06.2011
Billedvævninger
VIGTIGT MAKKERSKAB
Det unikke samarbejde og de fantastiske og usædvanlige billedtæpper der kom ud af det, da de to kunstnere i 40’erne satte sig for at skabe en ny form for vævekunst, kan man opleve på Museums Jorns forårsudstilling, der åbner 23. januar 2011. Udstillingen tegner et billede af, hvordan to vidt forskellige kunstnere formåede at sammensmelte deres forskellige temperamenter og kunstneriske kvaliteter. De havde net meget åbent, usædvanligt og alsidigt samarbejde. Et makkerskab, der er et af den vigtigste i dansk kunst.
Sammen vævede de 26 fantastiske billedtæpper, som museet har lånt fra museer, private kunstsamlinger i Europa og fra en kirke i Lyon, hvor et af tæpperne hænger som altertavle. Museum Jorn ejer selv det mest kendte af Jorn og Wemaëres fælles tæpper, der er det 14 meter lange ”Den Lange Rejse”.
IMPROVISATIONER VED VÆVEN
Inden Jorn og Wemaëre kastede sig ud i det enorme og siden så berømte tæppe ”Den lange rejse” eksperimenterede de ofte med samarbejdet foran væven, som Jorn sammenlignede med jazzens improvisationer.
»Når man arbejder ved væven, trænger sammenligningen med et orgel sig straks på, blot er tonerne erstattet af farver«, skrev han. Både han og Wemaëre var optaget af, »at værket skulle forblive levende under udførelsen med alle de fejltagelser, som det kunne give, men også med de fund, det kunne medføre«, som Wemaëre udtrykte det.
MERE DYBDE END MALERIER
Udstillingen er en del af en større udstillingsrække, der viser forskellige sider af Asger Jorns arbejde frem til fejringen af 100-året for Asgers Jorns fødsel i 2014.
»Billedtæpperne viser Jorns formidable evne til at samarbejde«, siger museumsdirektør Jacob Thage. »Samtidig er det interessant at se, hvordan de to kunstnere bruger væven til at skabe deres helt egen billedverden. Hver eneste tråd er med til at skabe et billede, som får en helt anden dybde end de traditionelle malerier«, siger Jacob Thage. »På udstillingen får man et fuldstændigt billede af denne særlige del af Jorns virke«.