
18.08–21.10.2018
18.08–21.10.2018
Museum Jorn præsenterer udstillingen “HELT PRIVAT – Asger Jorns smykker”, der viser en hidtil overset side af Asger Jorn med over 25 helt særlige smykker, som han lavede til kvinderne i sit liv.
De færreste ved, at Jorn helt fra de tidlige år i Paris i 1930’erne lavede, formgav og lod fremstille personlige smykker – til sine tre hustruer, døtre, søstre og kærester.
Jorns smykker var, i modsætning til mange kunstnere i hans samtid, ikke lavet i serier med henblik på salg, men blev derimod skabt og givet med hjertet. Nærvær, kærlighed, adskillelse og strid er klare motiver og drivkræfter i Jorns smykkeproduktion.
Efter mange års arbejde er det lykkedes Museum Jorn at samle størsteparten i form af over 25 smykker i sølv, kobber og keramik. Inspirationen til smykkerne kom fra mange kilder: Indtryk fra 30’ernes livlige kunstneriske miljø med skikkelser som Miró, Picasso, Legér og Paul Klee. Ligeledes kom den fra rituelle maskers stiliserede udtryk og endelig fra surrealismens mere symbolske og erotisk ladede billedsprog.
Langsomt opnåede Jorn også i sine smykker en kunstnerisk frigørelse med stærke farver som det bærende element, og smykkernes ”rå-hed” bærer tydeligt præg af at være formet af menneskehænder.
Adskillige af smykkerne kan ses som konkrete kommentarer til Jorns livssituation i form af nyforelskelse, opbrud, graviditet og fødsel, ligesom nogle af dem varsler kommende afsked.
Det er lykkedes at finde frem til de allerfleste af de smykker, Jorn lavede, og de kan nu udstilles for første gang. Udstillingen er udelukkende blevet mulig takket være generøse udlån fra en lang række privatpersoner. Den er kurateret af museumsdirektør Jacob Thage, der i det medfølgende katalog gennemgår smykkernes biografiske kontekst og Jorns situation på smykkernes tilblivelsestidspunkt, og samtidig sætter dem i en smykkehistorisk kontekst.