
17.1.-30.12.2023
J. A. JERICHAU
Da modernismen kom til Danmark
17.1.-30.12.2023
Da modernismen kom til Danmark
Jens Adolf Jerichaus (1890-1916) livsværk blev skabt på kun fire år, men kom til at få afgørende betydning for udviklingen af dansk kunst i det tidlige 20. århundrede.
Både Asger Jorn og Per Kirkeby pegede på Jerichaus betydning som den kunstner, der bragte modernismen til Danmark og inspirerede dem. I denne præsentation af Museum Jorns samling af Jerichaus værker og arkivalier rettes fokus på Jerichau som brydningsfigur. Præsentationen formidler en dramatisk kunstnerkarriere, der endte med et tragisk selvmord. Værkerne giver et indtryk af hvordan 1800-tallets naturalistiske skildringer af landskaber og klassiske figurer afløses af et ekspressivt formsprog.
I et brev til sin biografist, Troels Andersen, beskrev Asger Jorn kernen i Jerichaus kunstneriske arbejde med begejstring:
”Det uvæsentlige i Jerichaus produktion er hans anvendelse af de klassiske billedmotiver, græske, kristne og nordiske (Loke). Det væsentligste er hans anvendelse af store dramatiske kompositioner, hans arbejde i den store stil, og her er det væsentligste det, der viser ud over klassiske kompositionsformer mod friere nye kompositionsformer.”
Om J. A. Jerichau
Jens Adolf Jerichau blev født ind i en kunstnerslægt af betydningsfulde malere. Det var imod morens ønske, at han skulle være kunstner, og han startede derfor som murerlærling i 1905, mens han sideløbende tegnede flittigt. I 1909 blev han optaget på Kunstakademiet som arkitektstuderende, men samme år skiftede han til malerlinjen, hvor han blandt andet stiftede bekendtskab med Axel Salto. De næste år foretog han flere rejser rundt i Europa, mens han arbejdede intenst med maleriet.
I 1914 debuterede han på Kunstnernes Efterårsudstilling, og året efter påbegyndte han en længere rejse til Frankrig, Italien og Spanien, hvor han blandt andet besøgte Jens Ferdinand Willumsen i Toledo. I foråret 1916 åbnede Jerichau sin første, og eneste, samlede udstilling på Den Frie, hvor centrale samlere som Johannes Rump og Christian Tetzen Lund indkøbte flere værker på den næsten udsolgte udstilling. På trods af krigen rejste Jerichau atter til Paris, hvor han lejede et atelier på Montparnasse ved siden af Axel og Kamma Salto. Her producerede han flere værker samtidigt med, at han stiftede personligt bekendtskab med internationale kunstnerikoner som Pablo Picasso og Henri Matisse. På Bastilledagen 14. juli 1916 nedfældede Jerichau sin sidste vilje, og 16. august 1916 tog han sit eget liv i sit atelier i en alder af blot 25 år.
Museum Jorn ejer den største enkeltstående samling af Jerichaus værker sammen med et omfattende arkiv af breve, fotografier, skitser og dokumenter.
J. A. Jerichau
Drageløver, 1914-1915
J. A. Jerichau
Landskab, Hesselø, 1911
J. A. Jerichau
Skulpturgruppe, 1913