
04.03–30.05.2010
Asger Jorn
Pariserudstillingen
04.03–30.05.2010
Pariserudstillingen
Den berømte udstilling fra Centre Pompidou kom hjem igen. I museets nyindrettede tegningsgalleri i kælderen viste vi, som den første udstilling, Asger Jorns tegninger, som året forinden var udlånt til Centre Pompidou i Paris
Fra 1940’erne sås en stor mængde forsøg, både i sort på hvidt, men også med farvekridt og akvarel. Motiverne omfatter både sensuelle parkonstellationer, fabulerende landskaber og en serie, der kan opfattes som illustrationer til Baudelaires Les fleurs du mal, samt flere der bærer tydelig inspiration fra opholdet på øen Djerba i Tunesien i vinteren 1947-48. I 1950’erne udfører Jorn flere tegnede versioner af sine malerier, nogle gange som forarbejder, andre gange som paralleller til allerede eksisterende malerier.
I den senere del af de udstillede tegninger arbejder Jorn med stor ekvilibrisme. Få streger kan skabe hele motivet, eller overraskende farvesammensætninger i akvarellerne forlener de små papirarbejder med en unik stemning: 2 akvareller fra Mexico rummer i deres farveholdning hele den Mexicanske glød, ligesom en serie på 3 fra Cuba er ”cubanske” i deres udtryk.
Centre Pompidou udgav et fransksproget katalog til udstillingen med gengivelser af samtlige udstillede værker. Kataloget kan fortsat købes i museumsbutikken.