Er du forsker og vil du gerne besøge Museum Jorns arkiver?
Museum Jorns bibliotek og arkiver kan kun besøges efter forudgående aftale. Det er ikke muligt at foretage hjemlån, og der udføres ikke kopieringsservice.
Asger Jorn arkivet er et privat arkiv, som er overdraget til Museum Jorn af Jorn og Jorns arvinger. Privatarkiver gøres normalt ikke tilgængelige før 50 år efter personens død, hvilket også gælder Asger Jorn arkivet. Dog kan der, i enkelte tilfælde, bevilges adgang til at studere materiale fra arkiverne på de følgende betingelser:
Formålet med studiet skal være enten et uafhængigt eller et overbygningsbaseret forskningsprojekt med klart defineret fokus. Projektets hovedtræk bør således beskrives forud, og Museum Jorns kunstfaglige stab vil herefter påtage sig at undersøge, hvorvidt der findes relevant materiale i arkivet.
Materialet kan studeres på museet, som gerne stiller arbejdsfaciliteter samt indkvarteringsmuligheder til rådighed for interesserede forskere.
Det er ikke tilladt at fotokopiere/affotografere manuskripter. Undtagelser kan bevilliges, men hvis citater fra materialet overgår det, som er standardlængden jf. reglerne for copyright, skal en publikationstilladelse fra © Donation Jorn, Silkeborg indhentes.
En kopi af et eventuelt publiceret resultat eller på andre måder offentliggjort arbejde skal gøres tilgængeligt for museet, såfremt der indgår referencer til arkivmaterialet heri. Forskere, som opnår tilladelse til at benytte direkte referencer til indhold/materiale fra arkiverne i deres publikationer, skal respektere almindelig droit morale og kreditere oplysningerne efter de givne anvisninger.
Den arkiv-besøgende skal til alle tider efterkomme museets henstillinger hvad angår brugen af arkiverne eller biblioteket. Studierne af materialet kan kun finde sted indenfor museets almindelige åbningstid eller indenfor personalets arbejdstid efter forudgående aftale.
Det vil fremme udbyttet af museets søgen efter relevant materiale, hvis den besøgende forud for besøget oplyser om sine sprogfærdigheder. Størstedelen af arkivmaterialet er på dansk.
For forskningshenvendelser rettes kontakt til museumsinspektør Lucas Haberkorn på luh@museumjorn.dk
Min samling er ikke international, da jeg hverken finder kunst national eller international. Kunst er udelukkende universel.