PRESSEMEDDELELSE 16. JANUAR 2023
Museum Jorn får ny direktør
Julie Rokkjær Birch, som senest har stået i spidsen for museet KØN, tiltræder 1. april 2023 stillingen som ny direktør på Museum Jorn.
Med ansættelsen af Julie Rokkjær Birch får Museum Jorn et velkendt ansigt på den danske kulturscene og en kunstfaglig og kommunikativt stærk direktør med tæft for netværksarbejde, organisationsudvikling og forandringsledelse.
39-årige Julie Rokkjær Birch overtager posten efter Jacob Thage, der gennem 15 år har gjort en stor indsats for at åbne museet op for publikum, tiltrække donationer og styrke samlingen med blandt andet Per Kirkebys arkiv. Museets samling er efterspurgt over hele Europa, og scenen er sat for en fortsat markant international udstillingslinje fremover.
Nye planer for Museum Jorn
Museum Jorn skal have nye rammer. Det nuværende museum ligger uden for bykernen i Silkeborg, og rammer og faciliteter er ikke længere tidssvarende. Konkret er de eksisterende bygninger for længst blevet for små, og en række af museets hovedværker kan ikke udstilles. Museum Jorn ønsker i tæt samarbejde med Silkeborg Kommune, fonde og samarbejdspartnere at udvikle et stærkt museum for fremtiden. Museum Jorns bestyrelsesformand Hanne Bæk Olsen udtaler:
”Museum Jorn er indholdsmæssigt stærkt og fortsat med et stort uudnyttet potentiale. Bygningsmæssigt bærer det præg af sin alder og er ikke i stand til fremadrettet at opfylde de forventninger og krav, der er til moderne og involverende kunstmuseer. Vi ser frem til snarlig afklaring af museets placeringsmæssige fremtid. Uanset, hvor Museum Jorns fremtid er, skal der ske en opgradering. Med ansættelsen af Julie Rokkjær Birch kommer der fornyelse, foryngelse og ny energi til planerne for Museum Jorns fremtid.”
Julie Rokkjær Birch glæder sig til at tage fat:
”Jeg glæder mig til at bruge min energi på nye spændende planer for Museum Jorn. Der er gennem årene blevet gjort et beundringsværdigt stykke arbejde på museet, som takket være stærke støtter har nået et flot internationalt niveau. Det arbejde vil jeg gerne bygge videre på ved blandt andet at forbinde museets aktiviteter endnu mere med Asger Jorns rebelske praksis og filosofi. Jorn sagde: ’Går man ikke til yderlighederne, er der ingen grund til at gå!’ Det udsagn føler jeg mig hjemme i, og jeg er dybt inspireret af Jorns eksperimenterende, anarkistiske og anti-elitære tilgang til kunst. Sammen med museets medarbejdere og støtter er det min ambition at sprænge rammerne, udfolde potentialerne og opdyrke museets grundlæggende identitet som et modigt, samfundsrelevant og festligt museum.”
Julie Rokkjær Birch er 39 år og uddannet cand.mag. i nordisk sprog, litteratur og kunsthistorie fra Aarhus Universitet. Hun har tidligere arbejdet på blandt andet ARoS og som museumsinspektør på Skagens Museum og Skovgaardmuseet i Viborg, inden hun kom til Kvindemuseet (nu KØN), hvor hun tiltrådte som direktør 8. marts 2019. Julie Rokkjær Birch besidder desuden en række tillidshverv og sidder i bestyrelsen hos Spar Nord Fonden.
Julie Rokkjær Birch er de senere år blevet et velkendt ansigt på den danske kulturscene og vandt i 2022 Artbeat-prisen for have sat sit tydelige præg på den offentlige debat og for have navigeret museet KØN sikkert igennem en markant transformationsproces. Julie Rokkjær Birch har i sit virke demonstreret, hvordan man bruger sig selv aktivt i samfundsdebatten, og sat retningen for, hvordan et museum kan arbejde aktivistisk inden for sit virkeområde og gøre sig relevant for flere.
Julie Rokkjær Birch fratræder sin nuværende direktørstilling på KØN 31. marts og tiltræder direktørstillingen på Museum Jorn 1. april.
For yderligere kontakt
Hanne Bæk Olsen, bestyrelsesformand Museum Jorn
tlf.: 22763474
