PRESSEMEDDELELSE 31. MARTS 2022
Fond støtter erhvervelse af ikonisk Asger Jorn værk til Museum Jorn
Asger Jorns overmalinger af andres kunst, de såkaldte modifikationer, tæller blandt de mest efterspurgte Jorn-værker. Det er derfor med stor glæde at Museum Jorn har kunnet erhverve Jorns ikoniske overmaling ”Rafaels Engle”, som vises hen over påsken på museet.
I onsdags kunne en glad direktør for Museum Jorn, Jacob Thage, sammen med forhenværende museumsinspektør, Christian Kortegaard Madsen, afsløre det berømte postkort som Jorn bearbejdede med sine humoristiske tuschstreger. Jorns overmaling har indskevet sig i kunsthistorien som den danske version af Marcel Duchamps kendte påmaling af et overskæg på Mona Lisa fra 1919.
Asger Jorn ønskede med sine modifikationer at aktualisere historiske motiver og give dem nyt liv. I dette tilfælde har Jorn overmalet et postkort med de to engle fra et udsnit af renæssancemaleren Rafaels vægmaleri ”Den Sixtinske Madonna”. Med tilførelsen af store brillestel på englene og en dominerende djævelsk skikkelse bag dem, fremstår ”Rafaels Engle” som en komisk kommentar, der udfordrer det oprindelige motiv og dets tolkning.
Værket, der igennem mange år har befundet sig i privat eje, er blevet erhvervet med generøs støtte fra Inge og Asker Larsens Fond. Repræsentanterne Steffen Ebdrup og Hans Henrik Klestrup fra fonden var på besøg til indvielsen af værket.