PRESSEMEDDELELSE 21. NOVEMBER 2022
Festlig nat på museet
Nattefesten 24. november kl. 17-23
Museum Jorn gentager successen og åbner dørene til et brag af en Nattefest torsdag den 24. november 2022. I år præsenteres det hidtil største program, når 200 af byens kulturelle ildsjæle indtager Museum Jorn efter mørkets frembrud. Der er fri entré til museet hele aftenen fra kl. 17.00 til 23.00.
Det er femte gang den festlige aften løber af stablen, hvor Museum Jorn fra kl. 17-23 inviterer foreninger, musikere, forfattere og dansere indenfor på museet, så de kan bidrage med korte og underholdende indslag på ca. 10-30 min. Museet bliver en platform for Silkeborgs mangfoldige kulturtilbud fremført af byens ildsjæle. Museet tilbyder selv samtalesalon og fortællinger om Den foruroligende ælling, mens Café Cobra byder på mad og drikke. Der forventes op mod 1000 gæster.
Med alt fra argentinsk tango til højtlæsning garanterer Museum Jorn en stemningsfyldt og sansemættet aften, hvor kunsten og dens omgivelser vil åbenbare sig fra helt nye sider. Med den festlige aften fejres også at endnu et fantastisk år er gået på Museum Jorn.
Gratis tiltag
Nattefesten er tænkt som et gratis tiltag. Det betyder, at museet giver gratis adgang til både museet og alle de aktiviteter, der fylder aftenens program ud. Til gengæld betales heller ikke honorar til optrædende. Kort sagt er Nattefesten en aften, hvor kulturelt engagerede mennesker reklamerer for deres interesser og måske begejstrer andre for det.
Det hidtil største program
I år præsenteres det hidtil største program. I løbet af aftenen vil der være flere end 30 forskellige indslag med i alt 200 artister.
Oplev bl.a. Ballet ved Den Kreative Skole; a capella kor ved KLANG; folkesange og -dans fra hele verden ved Folkemusikensemblet CARAMBA; sangglæde, gejst og stor energi ved Happy Gospel; improviseret argentinsk tango; stemningsfyldt nordisk folkemusik ved duoen Holmen & Frank; jazz, rock og folk ved vokalensemblet Ontime; akustisk guitarkoncert ved Pedro Oyarza: evergreens, spirituals og lejlighedssange ved The Old Barbershop Singers; 4-stemmig kor ved Funder Kraglund Voksenkor; fortælling og højtlæsning ved børnebogsforfatter Aage Meyer i debutromanen Krageblod og blå høns; traditionel musik i særklasse ved Trio Midt; klaverkoncerter ved John Kadijanii, Anton Lundsgaard, Frederik Søsted og Mathilde Tolborg; klassisk musik ved Fortunakoret; singer-songwriter Mads Brunsbjerg og kom helt ned i gear og oplev klangskålenes lydunivers ved Pia Kidmose.
Derudover kommer idémand bag DM i Tegning, Jannik Broz, med sine elever fra Den Kreative Skole, hvor de sammen med publikum vil arbejder med et stort printet portræt af Asger Jorn i museets værksted.
Aftenen rundes af med eksperimenterende dans, hvor fire moderne dansere og to musikere fra Den Kreative Skole vil udforske, hvordan Asger Jorns billede Stalingrad ser ud i bevægelser og toner, når de ekspressivt og improvisatorisk fortolker kunstværket.
Mød følgende artister
- Fortunakoret
- Klang
- The Old Barbershop Singers
- On Time
- Argentinsk Tango
- Ballet ved den Kreative Skole
- Aage Meyer, oplæsning
- Mathilde Tolborg, klaver
- Trio Midt
- Happy Gospel
- Mads Brunsbjerg Christensen
- Pia Kidmose
- Pedro Oyarza, guitar
- Funder Kragelund Koret
- Folkemusikensemblet CARAMBA
- Eksperimenterende dans ved Den Kreative Skole
- Tegneworkshop ved Jannik Broz fra Den Kreative Skole
- Holmen & Frank
- John Kadijanii (klaver) og Anton Lundsgaard (violin), Den Kreative Skole
- Frederik Søsted, klaver, Den Kreative Skole
Museum Jorn glæder sig til en festlig aften!
For yderligere kontakt
Arrangementskoordinator Mette Hanghøi
tlf. 22 67 17 67