PRESSEMEDDELELSE 31. august 2021
COBRA - de kvindelige kunstnere
Udstillingen ’Cobra – de kvindelige kunstnere’ undersøger 19 kvindelige kunstneres bidrag til udviklingen af den abstrakte kunst i tiden omkring Cobra-bevægelsen
11.09. – 12.12.2021
Det er i år 70 år siden, at Cobra-bevægelsen (1948-51) gik i opløsning. Det er tankevækkende, at der ikke tidligere er foretaget en kunsthistorisk undersøgelse af Cobra ud fra et kønsmæssigt perspektiv.
UKENDTE INDTIL NU
Adskillige af udstillingens danske og udenlandske kunstnere vil være stort set ukendte navne for de fleste. Udstillingen vil uden tvivl blive en øjenåbner for publikum, og samtidig et håndgribeligt bevis på, at de kvindelige kunstnere omkring Cobra skabte værker med visuel gennemslagskraft og høj kunstnerisk kvalitet.
”Under arbejdet med udstillingen er vi blevet forbløffet over at opdage, hvor fremragende de kvindelige kunstner fra perioden er”, udtaler Jacob Thage, museumsdirektør, Museum Jorn.
KVINDERNE FREM I LYSET
Den internationale Cobra-bevægelse var baseret på åbenhed, lighed, samarbejde og fællesskab med et mål om at forene verden via kunsten efter Anden Verdenskrigs splittelse. Alligevel fremstår Cobra som en lukket mandeklub, hvis kønsmæssige sammensætning i årenes løb er blevet taget for givet. Det er mændene, der i dag står som bevægelsens hovedaktører, selvom en lang række kvindelige kunstnere spillede en væsentlig rolle for Cobras udvikling. Det gjorde de i kraft af deres deltagelse i væsentlige udstillinger og kunstnersammenslutninger (fx Linien og Høst), hvor de bidrog til det eksperimentelle og spontant-abstrakte udtryk, der blev en væsentlig forudsætning for Cobra.
Ud af de godt 45 kunstnere, som var direkte involverede i Cobra, er der kun to kvinder – Sonja Ferlov Mancoba og Else Alfelt – der anerkendes som egentlige Cobra-kunstnere. De øvrige kvindelige kunstnere fik aldrig lov til at sætte deres aftryk på kunsthistorien. Målet med denne udstilling er at få disse kvindelige kunstnere frem i lyset – og dette stiller uvilkårligt spørgsmålet, hvorvidt periodens kunst skal revurderes?
Med udstillingen, og den tilhørende publikation, undersøger Museum Jorn de kvindelige kunstneres vilkår og position i forhold til Cobra.
FØLGENDE KUNSTNERE ER REPRÆSENTERET PÅ UDSTILLINGEN:
Else Alfelt (Danmark), Grete Balle (Danmark), Inge Bendixen (Danmark), Kujahn Blask (Tyskland/Danmark), Christine Boumeester (Fankrig), Ferdi (Holland), Sonja Ferlov Mancoba (Danmark), Else Fischer-Hansen (Danmark), Elna Fonnesbech-Sandberg (Danmark), Lotti van der Gaag (Holland), Anneliese Hager (Tyskland), Mille Heerup (Danmark), Frieda Hunziker (Holland), Madeleine Kemény-Szemere (Schweiz/Ungarn), Grete-Inge Petersen (Danmark), Henny Riemens (Holland), Agnete Therkildsen (Danmark), Anna Thommesen (Danmark) og Dora Tuynman (Holland).
Download pressebilleder her
Else Alfelt, spidser der rækker mod himlen, 1945, Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum
Ferdi, © photo Eddy Posthuma de Boer copy
Sonja ferlov Mancoba, Komposition, 1938, Kunstmuseum Brandts
Ferdi, Hexagonal Lamp with Mirror, 1956-59, Collection Giotta Tajiri
Sonja Ferlov Mancoba, Maskeskulptur, 1939, Plaster, 40,5 x 23 x 10 cm, Museum Jorn